Den deeeejlige norske bus

jodelbuss3

(Foto: Skjermdump fra Jodel, 2016)

Min erfaring er, at det ikke er sådan ”bare, bare” at tage bus her i Norge. Som ny student i Trondheim er man næsten, af nød, “nød” til at skaffe sig et buskort, for hver dag at kunne komme hurtigt og nemt til og fra Dragvoll. For en københavnsk cykelelsker som mig, er det pludseligt voldsomt at køre så meget i bus, men det er strengt talt nødvendigt her i dette bakkede landskab. I løbet af mine to første skoleuger har jeg vel nok kørt mere i bus end, hvad jeg gør derhjemme på et år eller flere.

En tidlig mandag morgen står jeg ved nærmeste busstoppested for at tage en af AtBs karakteristiske grønne busser op til Dragvoll. Den er forsinket, akkurat sådan som forventet. Jeg kaster et hurtigt blik på den elektroniske skærm som hænger højt oppe på højre side af buskuret, ruteplakaterne som hænger indrammet inde i selve skuret og rejseplanlæggeren på min mobil. Ingen af dem stemmer overens med hinanden. Måske passer et af tidspunkterne med, når bussen rent faktisk ankommer, men det ved jeg ikke endnu. Jeg kan mærke angsten komme krybende, og tankene farer gennem mit hoved: “Nu er bussen forsinket, eller er det jeg som er sent på den? Er den allerede kørt forbi? Den er sikkert stopfuld”. Det er blevet en del af hverdagen, det at vente på bussen. Jeg har intet overblik over, hvor mange timer og minutter i løbet af en dag eller en uge, som går med at vente på at tage bussen, men jeg er overbevist om, at det ikke er en ubetydelig mængde tid.

Når jeg først ser det grønne smil på bussen komme sneglende langs vejen, for derefter at registrere den er fyldt til randen af studenter, mærker jeg panikken stige: ”Jeg har vel ikke noget obligatorisk i skolen i dag? Jeg behøver vel strengt taget nødvendigt ikke at tage i skole? Jeg kan jo vente til næste buss – Det er kun 20 minusgrader udenfor… Nul stress, vel!” En propfyldt bus er ikke værd at begive sig ud på. Når valget står imellem at blive trådt ned af vildt fremmede mennesker, eller at vente på næste buss – Ja, så venter man på næste bus.

Til sidst kommer der en bus som ser relativ tom ud. Heldigvis. Jeg fisker mit buskort op af min pung og går ombord, kører kortet over scanneren, samtidig med, at jeg kaster et hurtigt blik på buschaufføren før jeg går ind for at sætte mig. Hvorvidt chaufføren smiler eller ej kan gøre meget for starten af ens bustur. Jeg vælger mig en fin plads helt bagerst i bussen på den side, hvor jeg med sikkerhed ved at solen ikke kommer til at skinne. Pladsfordelingen i norske busser er ikke til at tage fejl af: De andre passagerer i bussen har sat sig, uden undtagelse, alene og ind mod vinduerne på hver sin side. Symmetrisk og som en stor flok ensomme ulve. Det er et noget tragikomisk syn, men ikke usædvanligt på nogen som helst måde. Selv, hvis der er ledige pladser, og bussen er tætpakket med mennesker er det ikke altid ens betydende med, at man sætter sig sammen med nogen, eller gør plads til at andre kan sætte sig. For folk bruger ofte sædet ved siden af dem som opbevaringsplads til deres rygsæk eller håndtaske.

busprim
(Foto: All over, 2012)

Og ingen snakker med hinanden – man kommunikerer ikke under nogen omstændigheder verbalt, kun hvis man er nødt til at gøre det. Hvis man ikke kender nogle andre i bussen, vil man sidde eller stå i sin egen verden, uafhængigt af hvor tæt, man står opad andre personer. Mange har høretelefoner i ørerne, når de kommer ind i bussen. Høretelefonerne bruges flittigt, for at isolere sig fra andre passagerer. Med hovedtelefoner i ørene signalerer vedkommende, at de hører musik, og derfor ikke er tilgængelige for triviel snak. Nogen kan også sidde med hovedet nedgravet i en bog. Dette kan være en form for “pause” for mange i den ellers hastige hverdag. Susie Scott (2009) benytter begrebet liminale zoner for at beskrive de fysiske og sociale rum “betwixt and between” aktiviteter vi deltager i, og de identiteter vi udøver: Det er et rum, hvor man kan sænke skuldrene og slappe af før næste aktivitet begynder – Det er et sted og en tid, hvor man har relativ stor frihed og autonomi til at udfordre både de skrevne og uskrevne regler som ellers dominerer i hverdagen (Scott 2009: 166). Norske busser kan sommetider være svære at definere som en liminal zone, netop fordi de uskrevne regler for hvordan man skal te sig kan skabe en nærmest formel (og dermed organiseret) situation, så det at tage bussen bliver en aktivitet i sig selv, vi deltager i.

De få som snakker med hinanden i bussen kender som regel hinanden fra tidligere. De studerende støder tilfældigvis ofte ind i andre de kender på busturen. Noget som giver hurtigt anledning til at smalltalke om forskellige fag i skolen, hvordan deres dag har været, hvor de bor, og andre ting som optager dem. Hvis to eller flere som kender hinanden går ombord sammen, vil de også forsøge at sætte sig sammen. Hvis det er nødvendigt, vil en af dem stå op, mens den anden sidder ned, også selvom der er ledige sæder længere inde i bussen. Det at være social (når vi kan) trumfer altså personlig komfort i bussen. Eftersom bussen bliver fyldt op, vil de som står aller mest fremme i bussen ikke bevæge sig bagover før de absolut er nød til det. Alle siddepladser foran og bagerst, samt ståpladser på gulvet forrest, er nød til at være fyldt op før man går længere ned i bussen. Og de må helst gerne presses bagover af buschaufførens stemme flere gange, før de begynder at bevæge sig.

bus__304543a
(Foto: Bus – Politiken.dk, 2008)

Så kommer tidspunktet hvor man skal af bussen. Det er der det gælder om at sende små, subtile signaler som måske får sidemanden til at indse, man skal af: det at løfte rygsækken op imellem sine ben på gulvet, vride sig lidt i retningen mod midtergangen og række hånden op og trykke på stopknappen. Ofte kan der gå flere sekunder, før den som sidder mod midtgangen rykker sig, eller andre som står i midtergangen lader sig skubbe til, så man kan komme forbi dem. Vel ude af bussen kan jeg sænke skuldrene igen, og begynde at trave op ad den lange bakke mod D-indgangen på Dragvoll.

At køre i bus kan være ganske behageligt, hvis du undgår rushhour. Jeg venter bevidst derfor en halv time, før jeg går ned til busstoppestedet for at tage bus nummer 5 fra Dragvoll, da jeg antager, at det værste rush er ovre. Hemmeligheden ved at komme helskindet igennem rushhour er at komme langt frem i mængden, sådan at man sikrer sig en plads langt fremme ved buschaufføren. Det er også der, man har den største chance for at komme hurtigt af en stoppet bus. Er du en af de uheldige, så havner du langt bag i bussen, langs midtergangen og må presse dig frem. Der må du mase dig igennem menneskemylderet, for folk rykker sig som sagt ikke let af sig selv. Der er også stor risiko for, at du ikke når at komme af bussen før dørene lukker. Du har dermed ikke noget andet valg end at råbe ud over folkemængden og bede chaufføren være sød at lukke dørene op. Det er ikke fedt.

Det kunne tyde på, at når hver person står i sin egen verden, går der ekstra lang tid før de registrerer folk der gerne vil af bussen: Man passer sig selv, og det gør at det ikke altid føles som om der er plads til alle i bussen. Denne mentalitet er også meget normalt for denne danske mentalitet, når det vedkommer offentlig transport. Dette gør, at det at komme af bussen kan blive vanskeligere, end selve busturen.

En eftermiddag på vej ind til centrum sætter jeg mig med vilje ved siden af en norsk pige. Hun hører musik og giver mig et hurtigt nik, imens hun forsøger at trække en smule på smilebåndet, da hun kan se på mig, at jeg har besluttet mig for at sætte mig ved siden af hende. Hendes nik og smil skal nok illustrere, at det er okay jeg sætter mig her. Udover det, kigger hun ikke mere min vej på turen. Hun kigger enten ud af bussens vindue eller ned på sin iphone, for at se hvad sangen på Spotify, som hun lytter til i hendes ører, hedder. Jeg tror derfor ikke det havde gjort nogen forskel om der sad en ved siden af hende eller ej. Der er nogle underliggende normer der gør, at det ikke er normalt at snakke med fremmede i bussen. Derfor begynder jeg heller ikke at snakke med hende, da jeg er bange for reaktionen, ved åbenlyst uden grund at snakke med en fremmed i bussen. En amerikansk sociolog ved navn Esther Kim har forsket i interaktion i busser i Greyhound i USA. I hendes artiklen inddrager hun f.eks. Susie Scott, der opstiller forklaringer på, hvorfor vi undgår at kommunikere. Susie Scott beskriver folks ageren i en svømmehal som “disinterested strangers”, altså ‘uinteresserede fremmede’, fordi vi respekterer andres privatliv. Det kunne også være en måde at forklare, hvorpå folk ikke ikke interagerer med hinanden i bussen.

Det er mildt sagt interessant at tage bus i Norge og Trondheim. En ting er alle de uskrevne regler som “fortæller os” hvad vi kan tillade os og ikke kan , og som man tager med sig i bagagen. Men hvorfor er de så stærke? Så ihærdige? Hvorfor opretholder nordmænd denne måde at tage bus på, selv en studerende fra Danmark, og hvorfor forsøger ingen at ændre det? Har nogle måske forsøgt at gøre det, men opdaget det var forgæves? Jeg ved det ikke. Men én ting er sikkert. Hvis der er nogle der skal åbne kæften på bussen, så er det i hvert fald ikke mig!

Litteratur

All over. [Foto] (2012). Hentet fra http://www.q.dk/livsstil/selvudvikling/ny-forskning-vi-vil-helst-sidde-alene

Bus – politiken.dk. [Foto] (2008). Hentet fra http://politiken.dk/indland/ECE609304/studerende-kaemper-hver-dag-med-buskaos/

Kim, E. C. (2012). Nonsocial transient behaviour: Social disengagement on the greyhound bus. Symbolic Interaction, 35, 3, 267-283

Scott, S. (2009). Making Sense of Everyday Life. Cambridge: Polity Press

The Jodel Venture GmbH. [Foto] (2016). Hentet fra den anonyme ytringsapplikasion Jodel i Trondheim 08.09.2016 klokken 09:54

3 thoughts on “Den deeeejlige norske bus

  1. Jeg likte dette innlegget veldig godt! Bra skrevet, og jeg kjenner meg selv veldig igjen i det du skriver. Jeg er en av de personene som opplever bussturen som en pause eller et slags pusterom, der jeg kan sitte i mine egne tanker og koble litt av i en såkalt liminal zone. Jeg er veldig glad i å høre på musikk, men det er ikke så mange situasjoner i hverdagen der jeg får tid til å nyte musikken helt “alene”. Det blir oftest når jeg beveger meg fra et sted til et annet, enten til fots eller nettopp på bussen. En annen ting jeg tenker på i forbindelse med dette temaet, er køkultur. Jeg har selv observert at det alltid er litt “vanskelig” når mange folk skal inn på bussen samtidig. Man stiller seg ikke opp en etter en, der den som kommer først stiller seg først i køen osv – slik man oftest gjør i andre kø-situasjoner. Nei, man står liksom og venter på en rekke, og når man ser bussen komme så samler man seg mer i en pulje. Det virker som om alle vil først inn på bussen for å få seg et vindussete, men samtidig vil man ikke være for påtrengende. Dermed oppstår det en slags anspent stemning der man ikke helt vet om man skal vente eller bare gå først, og det blir liksom aldri helt orden på denne “køen”. Hvorfor er det slik? Man kan jo bruke Garfinkels ide om “indexicality” til å beskrive dette fenomenet. Det går ut på at man i hverdagslige situasjoner og i møte med andre folk er ganske avhengig av en felles “taus kunnskap” om situasjonen; vi antar at de rundt oss deler vår forståelse av situasjonen og følger de uskrevne reglene for atferd. Og det gjør vi jo som oftest helt implisitt, særlig når det er veldig bestemte normer for sosial atferd – som når man skal stille i kø i kassen på butikken, f.eks. Men jeg tenker at i andre tilfeller – som når man skal inn på bussen – er er ikke disse uskrevne reglene like klare. De kan være litt tvetydige, og det kan være vanskelig å tolke andres forventninger i situasjonen. Kanskje det er derfor det ofte føles litt anspent og stressende… Hvertfall, interessant tema!

    – Oda, EK

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s